Jerslev Byfest og Danmark Dejligst

Byfest og Danmark Dejligst Jerslev er oprettet som forening i foråret 2018 med det formål at arrangere og afholde en koncert-/festivaldag den 25. august 2018 i samarbejde med Danmark Dejligst, et landsdækkende koncept med masser af musik og fest. 

 

Læs foreningens vedtægter her.

Forening: Danmark Dejligst Jerslev

Nyheder

Fantastisk festival

27-08-2018 af Danmark Dejligst Jerslev
1/5 
2/5 
3/5 
4/5 
5/5 
Masser af gæster og højt humør til Danmark Dejligst festival i lørdags!

”Vi er klar igen næste år!” Sådan lød det fra gæster, frivillige og musikere, efterhånden som de forlod festivalpladsen i anlægget i Jerslev lørdag aften. Glade ansigter, feststemning og fællesskab prægede Jerslev Byfest og Danmark Dejligst Festival, som bød på ti timers gratis musik og oplevelser. Og der var mange mennesker til at nyde musikken – omkring 800 besøgende i løbet af dagen – så arrangørerne var godt tilfredse med fremmødet. Tenna Lyng Svensson fra tovholdergruppen fortæller: ”Når vi aldrig har holdt sådan en festival i Jerslev før, er det jo svært at vide hvor mange der har lyst til at komme, men vi er så glade for den opbakning vi har fået fra de mange gæster. Det er dejligt at kunne skabe liv og omtale i 9740 på den måde, og vi håber og tror på at alle har haft en skøn dag med masser af fantastisk musik og stemning. Vi er meget taknemmelige over for alle de frivillige der har hjulpet os med alt fra sceneopsætning til barvagter, og selvfølgelig også over for de sponsorer som har støttet os økonomisk. Uden dem blev der ingen festival.”

På pladsen var det populært at skyde lokale politikere og trænere i vandet. Maskinen var bygget sådan, at det var muligt at få to personer til at falde i det cirka 10 grader kolde vand på en gang, og senere på dagen blev der trukket lod om gaver til pletskuddene. Også ko-skidnings-bingo var et trækplaster, og alle lodder blev solgt. Der var jubel da koen endelig efter mere end en times ventetid lagde en kokasse i vinderfeltet. Helt kunne koen nu ikke holde fri, for den måtte også stå model til en malkekonkurrence mellem Line Vanggaard Pedersen (kendt fra De unge landmænd) og Thomas Bertram (ses i Landmand søger kærlighed til efteråret).

Børnene løb og legede overalt på pladsen, men der var også lavet et børnehjørne omkring legepladsen, hvor Flying Tiger kom med en masse forskelligt legetøj og ScaryNights havde bygget en vandforhindringsbane op. Desuden var Jerslev-Sterup Idrætsforenings parkourstativ stillet op, så børnene havde en lige så god festdag som de voksne.

Det var Danmark Dejligsts festival nummer 100, og de nød at holde jubilæet i Jerslev. Danmark Dejligst har turneret rundt i Danmark hele sommeren og har nu kun en enkelt festival tilbage i år. De kom med hovednavnene Zididada og Rasmus Nøhr, og resten af programmet på scenen stod de lokale arrangører for. De talentfulde musikere spillede musik for enhver smag, og der var plads til både at lytte fra bænkene og danse foran scenen. For frivillige, musikere og sponsorer spillede DJ Steffen Helmer op til 80’er-fest i VIP-teltet efter festivalen.

(Fotograf: Paw Nielsen)

 

Se flere nyheder