Forening: Jerslev Marked

Nyheder

Flot overskud fra Jerslev Marked

19-09-2016 af Jerslev Marked
Regnskabet for årets Jerslev Marked er næsten gjort op, og det viser et imponerende overskud på 180.000 kr., som nu bliver til glæde for Jerslev-Sterup Idrætsforenings mange aktive afdelinger.

En stor del af motivationen for markedsudvalget og de mange frivillige ligger i, at det betyder noget for idrætten i hverdagen, at der bliver et godt overskud fra markedet. Derfor er markedsudvalget meget glade for at kunne præsentere JSI for et så stort beløb. Pengene bliver brugt på alt fra nye fodbolde til vægte i fitnesslokalerne, så de ca. 1000 medlemmer af JSI får stor glæde af det gode resultat.

En stor del af sammenhængskraften i 9740 skabes gennem samværet i de mange forskellige aktiviteter i områdets foreninger. Også Jerslev Marked i sig selv er med til at skabe sammenhold i området. Mange fra lokalområdet har vagter i boder og telte, og endnu flere deltager i den byfest, som markedet også er.

”Vi vil gerne sig tak til de mange frivillige hjælpere, til vores sponsorer og til byen som helhed,” fortæller Vivi Petersen fra markedsudvalget. ”Der har været en rigtig god stemning på markedet i år blandt kræmmere og besøgende, og vi glæder os til at tage hul på planlægningen af næste års marked. Vi kan allerede nu afsløre, at Kandis kommer igen lørdag aften og spiller op til fest.”

Næste års Jerslev Marked ligger den 23.-25. juni, og forberedelserne til de festlige dage er i gang, så der forhåbentlig kan blive et lige så flot overskud til JSI’s afdelinger.

Se flere nyheder