Lørdag den 25. maj 2024 kl. 13.30 startede en spændende ”rejse gennem tiden”. 125 deltagere ville gerne høre mere om De Usynlige Huse, som Birthe Rosenfeldt og Lars Olsen fra Åsen Teater fik idéen og konceptet til at levendegøre sidste år. Et stort arbejde med research foregik i et samarbejde med Egnsminde-samlingen for Jerslev og Omegn samt utallige samtaler med folk fra egnen.
Via skuespil, musik og beretninger fra mennesker, som bidrog til at stykke historien sammen, blev det en interessant og god oplevelse for alle fremmødte i det flotte sommervejr.
Ruten foregik til fods, med hestevogn, cykler og biler samt et stop hvert sted, hvor levendegørelsen fandt sted: Sterup Andelsmejeri – Missionshuset – Solvang – Sterup Mølle – Bakken. Turen sluttede ved Åsen Teater, hvor alle blev budt velkommen og borgmester Mikael Klitgaard åbnede udstillingen.
Egnsmindesamlingen havde bidraget med dokumentation i form af utallige billeder og plancher af husene samt af mennesker med tilknytning hertil. Som et kuriosum var der suppleret med en origami samling, som Åsen havde fremskaffet til udstillingen.
Der blev serveret koldt vand, kaffe og te med småkager. Snakken gik lystigt mellem folk ved bordene og i udstillingslokalet, mens der blev spillet musik. Et indslag med en donation fra Tusindfryd på 6.000 kr. bidrog til stemningen og fik applaus.
Musikken fortsatte, mens der blev budt på lækker, grillstegt kamsteg med tilbehør og boller, som blev nydt med god appetit, inden dagen afsluttede med en stor tak til arrangørerne.
Udstillingen kan ses på Åsen Teater til og med 5. juni 2024 (efter aftale).