Jerslev Kirke byder indenfor til en helt fantastisk koncert til en uhørt lav pris: Dorthe Gerlach gæster kirken den 14. december, og billetprisen bliver kun 100,- kr. Vi kan holde billetprisen så lav, fordi vi har fået en flot donation. En grå onsdag i november modtog menighedsrådet nemlig en samlet donation på 20.000 kr. til en kirkekoncert fra Genbrugsbutikken Tusindfryd. Genbrugsbutikken donerede selv 10.000 kr, og donationen blev fordoblet, da Støtteforeningen for 9740 – ved deres nedlæggelse – havde et særligt ønske til genbrugsbutikken, som fik støtteforeningens kassebeholdning til uddeling: nemlig at kirken blev betænkt for dens gæstfrihed ved Støtteforeningens koncerter igennem årene. Dorthe Gerlach er kendt og elsket for sin smukke stemme, først i duoen HUSH og siden som solist. Hun er født i lokalområdet, og det har længe været et ønske i menighedsrådet at kunne afholde en koncert med hende. “Med donationen her har vi mulighed for at give en gave, som er helt i Tusindfryds og Støtteforeningens ånd: At folk kan få en fantastisk kulturoplevelse lokalt til en pris, hvor de fleste kan være med.” Der bliver salg af billetter den 4. december kl. 16-17 på Borgergade 33, og eventuelle resterende billetter den 7. december kl. 18-19. Der kan max købes 6 billetter pr. person, og betaling modtages kun i kontanter.