Stort prisfald på varmeprisen i Jerslev
”Tilbage i 2021/22 hvor gaspriserne steg eksplosivt, besluttede vi i bestyrelsen at udvise rettidig omhu og justerede derfor varmepriserne op for at imødegå disse stigninger” udtaler formand for Jerslev Kraftvarmeværk, Gurli Nielsen.
”Året forinden havde vi besluttet at installere en 1,8 MW varmepumpe og glæder os nu over at den er i drift og vil nedbringe forbruget af gas med mere end 80%”. ”Samtidig er elpriserne igen kommet ned i et fornuftigt leje, og med vores brede palette af muligheder for varmeproduktion, eks. solfangere, gaskedel, varmepumpe, gasmotor og elkedel, kan vi nu sætte varmeprisen godt ned igen”.
Prisen falder fra kr. 0.967 pr. Kwh til kr. 0,672 pr. Kwh. Nedsættelsen betyder, at et standardhus på 130 m2 vil have en varmeudgift på ca. kr. 19.172 og en standardlejlighed på 75 m2 en varmeudgift på ca. 15.709 inkl. moms.
”De nye priser træder i kraft pr. 1. april 2023 hvor værkets nye regnskabsår for 2023/24 går i gang”, slutter Gurli Nielsen.
Herunder ses billede af den ene del af værkets nye varmepumpe. Billedet viser 6 af de 12 kompressorer der er hjertet i varmepumpen.