Jerslev-Hellum-Mylund Kirker vil gerne starte et voksenkor efter sommerferien. Sang skaber glæde og fællesskab, og koret vil medvirke ved udvalgte gudstjenester og koncerter i løbet af året. Der er ingen optagelsesprøve og det er gratis at synge i koret. Vi øver i konfirmandstuen (Borgergade 34 i Jerslev) onsdage kl. 16.30 til 17.30, så man kan nå at komme fra arbejde, men stadig har aftenen fri. Den første onsdag i hver måned holder vi i stedet fællessang, åben for alle, i Jerslev Kirke. De faste medlemmer af koret kan være med til at bestemme repertoiret. I stedet for kaffepause holder vi en fællesspisning for koret før jul og før sommerferien. Har man lyst til at vide mere om voksenkoret, kan man kontakte organist Peer Munkgaard på tlf. 50583476 eller møde op til første øvegang onsdag d. 23. august.